fredag den 11. september 2009

Sommerfuglesjov

Til jul (eller en fødselsdag, sorry, det er glemt) fik én af ungerne sådan en elefant der sprøjter sommerfugle op i luften. Vældig sjovt...

Altså i ca. 2 minutter per 4 stk alkaliske batterier. For så bliver der for lidt pust i dyret, og så sker der ikke det store. Jeg er sikker på, at det er et produkt designet af batteriproducenter.

Men det var jo sjovt, de få gange jeg forbarmede mig til at hælde nye batterier i. Så den er aldrig blevet smidt ud: jeg har hele tiden haft en idé om, at jeg ville sætte en strømforsyning på.

Forleden skulle det så være. Efter at have støvsuget huset for strømforsyninger, fandt jeg kun én der var nogenlunde passende i spændingsstyrke. Men først efter at have sakset lidt i ledningerne, og undret mig over, at der ikke skete andet end at motoren brummede, gik det op for mig at det var en vekselspændingsforsyning. Gah!

Jeg ringede til Morten, for at høre, om han ikke kunne strikke noget sammen, så jeg kan bruge én af de 50 24V udendørsjulebelysningsstrømforsyninger som Tina har liggende. Det løste han noget smartere; han havde en strømforsyning med til mig.

Så ungerne fik igen mulighed for at danse rundt om den lille prustende elefant. Tak Morten!


Og så fik vi også lige afklaret, at morskaben faktisk ikke holder væsentlig længere end batterierne. Ca. fem opfyldninger, så var festen slut. Indtil næste gang det regner, så tager vi fem ture igen - uden at fylde batterier på dyret.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar