Dagen, hvor det bare blev for meget

Så skete det: jeg blev så glad i låget over ungerne, at jeg bare måtte lave en blog.

Ikke, at jeg ikke har været glad for dem indtil nu, men i dag var bare en god en dag, og så greb det om sig...

De to dråber, der fik det hele til at flyde over følger.

Ungerne er blevet (næsten) selvkørende

Mathias og Daniel har i dag leget i timevis sammen. Uden, at de skulle holdes i gang af os (jeg ved Tina er på fotoet - det er bare til pynt og varede ikke ved :) Og uden, at de skulle slåsse om alt muligt ligegyldigt undervejs. Der var tider med høj stemmeføring og voldsomme bevægelser, bevares, men det var en del af legen.

Fedt!

Det har bevæget sig i den retning i et stykke tid nu, og Tina og jeg har snakket om, hvor lækkert det har været de sidste mange weekends. Jeg ved ikke helt præcist, hvornår skiftet skete, men det er blevet meget tydeligt efter turen til Tenerife.

Så mangler bare det sidste nøk - at de flytter hjemmefra. Men det kommer jo nok :)

Daniel har bukserne på



I hvert tilfælde når det gælder myrer.

Vi har myrer i stuen (endnu uklart, hvor de kommer fra. Udefra er indtil videre det mest begavede bud). Hver gang vi ser en myre, er det Daniel der klarer ærterne.

Det der er rigtig fedt er, at selv Mathias bøjer sig i støvet for Daniels uovertrufne evner udi klapperiet. Ser Mathias en myre, beder han Daniel ordne det. Og det gør Daniel så med stor gusto.

Og det er altid med fuld udrykning. Daniel er så lille og adræt, at det er en fornøjelse at se ham løbe efter nærmeste fluesmækker, og tilbage igen (energifuld er vist kun knap dækkende). Der kan de så hjælpes ad med den grusomme gerning - Mathias flytter klodser eller løfter tæpper, Daniel smækker med iver. Det er skønt.

"Den er i tre dele nu, far. Er den så død?", sagde Daniel i dag. Det håber jeg sku'!