De startede med at lege med en stor togbane. Af og til lidt krisestemning, når tøfferne skulle forbi det samme sted.

Her er Mathias' nattog f.eks. lige blevet kværnet af Sonjas ekspresstog. Heldigvis tager det ikke lang tid at sætte på igen, så selvom man måske kan ane en smule frustration hos Mathias, gav det ikke de store problemer.
Da de blev trætte af at lege med tog, brugte de lidt tid på at lave puzzlespil.

Derefter høvlede de lidt rundt indtil vi skulle spise. Fuldkornspastaskruer med remoulade. Namnam! Her et foto fra før de iklædte sig deres remokostumer (og fór ud i natten for at fange forbrydere som RemoMan og RemoWoman).

Efter maden blev de sat til at se Bernard og Bianca. Overraskende, at den film er blevet rated til alle aldersklasser. De skræmmende krokodiller kunne heldigvis accepteres, når ungerne sad hos os.
Endelig skulle de så i seng, og Tina havde et vældigt rend frem og tilbage, mens jeg skrev lidt blog. Det var vist mest Sonja og Daniel der var problemer med - Sonja mente ikke Daniel skulle bruge sut (så hun tog den). Og syntes i øvrigt, at han snakkede for meget. Men de faldt da i søvn.
Så nu ser jeg (ikke voldsomt) frem til 3 alt for friske unger klokken 6 i morgen tidlig. Derfor godnat!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar