onsdag den 28. oktober 2009

Daniel er syg igen

I sommers gik vi og snakkede om, hvor lækkert det var, at drengene havde været raske i næsten et helt år (sådan i store træskolængder).

Det skal jeg da love for, at Murphy har fået sat en effektiv stopper for: det er nu tredje gang Daniel er syg siden sommerferien. Og denne gang er det en herpes infektion i mundhulen, så det kommer til at tage tid. Han spiser nærmest ikke, det lille pus, for tandkødet er helt hævet så man kun kan se toppen af tænderne :(

Det startede med blødende gummer efter tandbørstningen i torsdags. Fredag var han i børnehave (der vidste vi ikke, hvad det var endnu), og så er han bare blevet mere sølle siden. Det kan vist tage omkring 10 dage, så vi er kun lige over halvvejs.

Træls. Men værre er, at den lille fyr jo i forvejen er tynd som en pind. En håndfuld dage uden mad er ikke godt for ham. Lidt is og kakaomælk kommer der da i ham. Og jeg lavede lige en banan-jordbæris-Digestivekiks-milkshake, som jeg fik ham til at tage lidt af.

Man føler lidt afmagt, når sådan en lille eksplosion af energi og bevægelse bare ligger og døser. *suk*

Mathias havde det samme da han var to år. Der blev hverken Tina eller jeg smittet (det er primært 2-4 åriger der får det). Men nu har jeg fået blæner i tandkødet, så det bliver spændende at se, om Murphy også har planer med mig...

Drager på heden

Da jeg var ude og løbe i søndags, kom jeg forbi heden, hvor der blev fløjet med drager. Så fuld efterbrænder på hjem, hvor jeg (gispende og sikkert svært forståeligt) fik sendt Tina og ungerne afsted for at se på det.


De endte (naturligvis) med at gå op på et af bjergene. Daniel var syg - var man ikke sikker, så kunne man konstatere det her, hvor han kun gik.

Mathias tegnede et par fine tegninger på stien. Her er det Mathias på (ved?) Sindbjerg:


Og her står han oven på bænken der står på toppen af Sindbjerg:
Sødt :)

tirsdag den 13. oktober 2009

Brændely

Så skulle det være slut med at bruge plads i carporten og cykelskuret til brænde.

Siden foråret har jeg gået og stresset mig selv med, at jeg skulle bygge et brændely inden næste brændesæsson. Det blev (desværre og forudsigeligt) ikke til noget, før det begyndte at blive koldt.

Idéen var nogenlunde sådan her:
Vores gode nabo Henrik havde nogle flækkede træstammer, som han gerne så blive brugt til noget. Så de ligger i bunden, hvorpå brændet skal lægges.

Jeg tog en fridag fra arbejde for at hente de andre stumper. Derefter tog det ikke frygtelig lang tid, men arbejdet blev delt over nogle dage.

Taget kom på lige før den weekend, hvor halvdelen af vandet fra Nordsøen blev hældt af over Sejs. Så det har haft sin "ilddåb".
Nu venter jeg så bare på noget at lægge i det...

Daniel en smule syg

Daniel gik ikke udenom at blive lidt småsløj en uges tid efter at Tina og jeg var syge. Det kostede lige et par dage derhjemme.

For en gangs skyld var jeg hjemme den første dag, og kunne derfor "nyde" en dreng, der var så slap, at jeg kunne arbejde lidt i løbet af formiddagen.

Allerede ved frokosttid havde han dog fået det så meget bedre, at pasningen fik mere interaktiv karakter...

Mathias vinder over Tina i billedlotteri

Mathias spillede billedlotteri med Tina den anden aften.

Han vandt stort og var glad. Han tabte småt og blev ked af det.

Det er vist noget vi skal arbejde lidt med :)

Daniel bruger Oline

Mathias har i lang tid hygget sig med at rage rundt på DR's fantastiske børneweb, Oline.

I sidste weekend begyndte Daniel så for alvor selv at bruge det (fordi Mathias var væk).

Her spiller han helikopterspillet med Kaj og Andrea.

Jeg fandt en mindre mus frem til ham, og så brugte han også en del tid på at farvelægge Split på børnenes trafikklub's hjemmeside.

Lækkert.

Mathias i LEGO-land med Viktor

I sidste weekend overnattede Mathias hos Viktor. Lørdag tog de til LEGO-land. Vi fik så en noget træt (men glad) Mathias hjem lørdag aften.

I LEGO-land havde de lavet græskarhoveder, så det står pænt og lyser på terrassen om aftenen nu.

Imens Mathias var af sted, hyggede vi os hjemme med Daniel. Tina lavede en stor togbane med ham:

Vi skulle have været til Kaspers fødselsdag, men det var totalt svedt ud (sorry!).

Exit Camille og Mads

Vi havde besøg af min squash-makker med familie i går.

Da Mathias hørte, at Esther og Clara skulle komme, erklærede han, at Esther skulle have dukke-Mads. Og da Mads var fundet frem, skulle Clara jo også have noget. Og så var det jo oplagt at finde Camille frem.

Så da de to piger kom, var der gaver i vente. Mathias fik til gengæld en fin tegning af Esther.

Ahhhhh! Mere plads!

Hello there!

"Hello dere" lød det fra den lille frans, da han sad ved brandstationen.


Når Mathias leger med den, lyder det højt og klart "BRANDALARM, BRANDALARM, BRANDALARM!".

Jeg vil ikke have fisk!

"Jeg vil ikke have fisk", sagde Mathias, som ellers er rigtig glad for fisk.

Da jeg spurgte ham om hvorfor, svarede han: "Fordi der er arme i!"

Høh! Jeg synes nu det er benene der er værst, men hvis jeg fik en fisk med arme i, kan det da godt være jeg ville ændre mening :) Han spiste i øvrigt (som forventet) pænt af fisken.


Her et fotografi fra i går, hvor vi fik hot dogs (eller skinkesøm i åben kiste, som de vist også kaldes, når de købes ved skinkekutteren). Det var ikke problemer med arme eller ben, men herren var noget træt, så han nærmest skreg, hver gang noget gik ham lidt imod. *suk* Her heldigvis fanget med et smil.


Så var Daniel heldigvis i noget bedre humør, men han sover jo også til middag:

Hele Verden-Byen!

Daniel siger sådan en pudsig ting: "du er den bedste far/mor i heeeeele Verden-Byen!"

Han kan åbenbart ikke forstå et begreb, som er et sted, men ikke en by. Eller noget. Men det lyder sjovt :)

Bryllupsfotografier

Jeg var ved at rydde op på mit bord, hvor der bl.a. havde ligget en frygtelig masse gamle CD og DVD backups.

Imellem dem faldt jeg over fotografierne fra vores bryllup, som jeg aldrig har fået importeret på computeren (fordi på selvsamme aften var det slut med at have tid til sådan noget :)

Jeg har ikke tænkt mig at vælte dem allesammen ind her på bloggen, men der var et fint ét fra aftenen, som jeg synes er værd at vise frem (selvom jeg er lidt blød i blikket - og ikke kun pga. Tina).

lørdag den 3. oktober 2009

En sommertur på heden

Sidst i august var Tina og drengene ude og gå en aftentur op til heden.

Søde unger der går i hånd:
Og her et fotografi fra toppen af Sindbjerg.

Mmmmm. Lækker sommersol :)

Modtæt

I onsdags var vi på vej hjem fra Pernille og Søren (um, dejlig Thaimad!).

Da vi kom forbi Borgdalvej, siger Mathias "det er vejen til Farmor og Farfar". Og det har han ret i.

Vi snakkede lidt om det, og han sagde så de kloge ord "de bor modtæt på". Det fangede Tina ikke lige :) Det betyder (naturligvis) "de bor langt væk". Grineren!

Sandkasseø

Sidste søndag var der rimeligt vejr, og ungerne var selvkørende et par timer i sandkassen.

Dét gør en avislæsende far noget så glad! :)

Byggeriet var vist lidt inspireret af Gormitiøen som Mathias har leget med hos Nikolaj fra børnehaven (en næsten-nabo).

Den var så beboet af en enlig Gormiti (bestyret af Herr Daniel)... Enlig, fordi de ca. 20 Gormitier vi har købt, er blevet begravet i børnehavens sandkasse. Dyr hobby, børn!

Simba, en kende misholdt...

Vi var ved at miste Simba for nogle uger siden. Han var syg i noget der ligner et par uger, og ville ikke rigtig spise eller drikke.

Vi havde besluttet, at der ikke skulle ofres mere på ham, for vi misholder ham lidt: der er ikke så meget tid til at snakke med ham, nu ungerne tager al vores tid. Og så er jeg *pissetræt* af, at kræet ret ofte efterlader en halv sandkasse i sofaen.

Nå, men det endte naturligvis med at vi ikke kunne få ham aflivet - der skulle bare lige et par sprøjter (til en tusse!) til, og så blev han frisk igen.

Så vi har stadig det dumme (dejlige) dyr. Og det er da også hyggeligt, at han ligger og spinder en hel aften i skødet på en, når man ser dummekasse.

Kuglebane

I AQUA har de en fin model, der illustrerer Gudenåens fald fra dens udspring fra Tinnet Krat ud til Randers Fjord. Modellen er lavet i træ, og man kan trille glaskugler ned igennem den. Ungerne synes den er fantastisk.

Den anden dag mens jeg var ved at arbejde på det nye brændely, insisterede Mathias så på, at jeg skulle lave en kuglebane.

Det eneste jeg lige havde ved hånden var bunden fra trækvognen (som jeg gemte, mens resten røg ud ugen før), et par lister og et par quicktvinger. Lidt sørgeligt i sammenligning med AQUAs flotte model.

Men ungerne var helt pjattede med den. Jeg tror de brugte en time på den. Den er blevet lavet igen et par gange siden, hvor de dog ikke har brugt så meget tid. Men de var (lige i denne situation) yderst taknemmelige for næsten ingenting :) Lækkert!

Mathias hjælper i køkkenet

Det er ikke så tit det sker (for det stresser livet ud af Tina), men det hænder at Mathias får lov at hjælpe lidt til i køkkenet. Han nyder det, det er helt sikkert. Her er det opvaskeren der skal tømmes.
Det skal han tidsnok blive træt af...